Medicinsk yoga
Terapeutisk Traume Yoga
Traumeyoga kan være særligt hjælpsomt, hvis du lever med stress, overbelastning, angst, PTSD eller psykisk sårbarhed.
Traumeorienteret yoga er en udløber af Trauma Center Trauma Sensitive Yoga (TCTSY) og er udviklet som en supplerende behandlingsform til mennesker med komplekse traumer og PTSD.
Tilgangen bygger på traumeteori, neurovidenskab og tilknytningsteori, og uddannelsen hviler på en forskningsbaseret praksis fra Justice Resource Institute i Boston, USA.
Terapeutisk traumeyoga adskiller sig fra traditionel yoga ved at være mere skånsom og langsom, med fokus på at skabe sikkerhed og tryghed i kroppen og nervesystemet. Det er ikke terapi i sig selv, men kan bruges som supplement til samtaleterapi eller andre behandlingsformer.
Traumer kan sætte sig i kroppen som fastlåst energi og blandt andet vise sig som angst, depression, stress, uro og spændinger. Gennem nænsomme bevægelser, åndedrætsøvelser og bevidst nærvær arbejder yogaen med at frigøre denne energi og skabe mere ro og kontakt til kroppen.
Når kroppen husker
Terapeutisk traumeyoga er særligt relevant for mennesker, der har oplevet udviklingstraumer eller choktraumer.
Men mange af os har også oplevelser, hændelser eller svære perioder gennem livet, som kan have sat spor i kroppen, bindevævet, nervesystemet og sindet – også selvom vi måske ikke selv tænker på dem som traumer.
Derfor kan terapeutisk traumeyoga også være gavnligt, hvis du oplever stress, angst eller manglende kontakt til din krop.
Nogle gange har kroppen været igennem mere, end ord kan forklare. Selv når vi føler, at vi “har styr på det” i hovedet, kan nervesystemet stadig være på overarbejde.
Det kan vise sig som uro i kroppen, spændinger, tankemylder, træthed, svært ved at finde ro – eller svært ved overhovedet at mærke sig selv.
Her handler det ikke om at presse kroppen til forandring, men om langsomt at skabe mere tryghed og plads indeni.
Forskningen bag
Traumeyoga er udviklet med afsæt i traumeviden, neurovidenskab og psykologi.
Forskning peger på, at traumesensitiv yoga kan have en positiv betydning for blandt andet stress, angst, PTSD, smerter, søvn og psykisk trivsel.
Samtidig arbejder vi med at blive bedre til at lytte til kroppens signaler og egne behov, mærke vores grænser og give os selv lov til at fylde mere i vores eget liv.
“Hvad de fleste mennesker ikke indser er, at traumer ikke er historien om noget forfærdeligt, der er sket i fortiden, men rester af aftryk efterladt i folks sensoriske og hormonelle systemer.”
Bessel van der Kolk, MD
Grundlægger af Trauma Center, Boston, MA, USA.
Terapeutisk Traume Yoga
MediYoga er en medicinsk og terapeutisk yogaform, som er udviklet med fokus på sammenhængen mellem krop, sind og nervesystem.
MediYoga har siden 2007 været anvendt i det svenske sundhedsvæsen, og der er gennemført en lang række studier af yogaformen. Forskningen har blandt andet undersøgt MediYoga i forbindelse med stress, søvn, smerter, hjerte-kar-problematikker og mental sundhed.
Mange oplever resultater allerede efter få ugers regelmæssig praksis. MediYoga kan udføres på en yogamåtte eller siddende på en stol, hvilket gør yogaformen tilgængelig, også hvis man har fysiske udfordringer eller begrænsninger.
En helhedsorienteret metode
MediYoga kombinerer rolige fysiske øvelser med åndedræt, afspænding, koncentration og meditation. Åndedrættet er den røde tråd, der binder krop og sind sammen.
Målet er at hjælpe dig til at få det bedre – fysisk, mentalt og følelsesmæssigt – og skabe mere ro og balance i kroppen og nervesystemet.
Forskning
Jeg var medunderviser i det største forskningsprojekt i Danmark omkring mennesker med atrieflimren.
Projektet blev udført i samarbejde med OUH Odense, Nyborg og Svendborg samt Svendborg Kommune, hvor MediYoga indgik som en del af rehabiliteringsforløbet.
Forskningsprojektet undersøgte blandt andet effekten af rehabiliteringen og deltagernes oplevelse af MediYoga.
Resultaterne viste blandt andet øget livskvalitet og en reduktion af atrieflimren-relaterede symptomer, angst og blodtryk.
Min erfaring
Ud over min deltagelse som medunderviser i forskningsprojektet har jeg undervist for Hjerteforeningen.
Jeg har desuden gennem de seneste fem år været fast yogaunderviser hos REHPA i Nyborg, hvor jeg underviser i yoga i forbindelse med rehabilitering og forskning.
For mig er det vigtigt, at yogaen ikke kun mærkes i kroppen, men også hviler på et solidt fagligt og evidensbaseret fundament.
Kundalini Yoga – fundamentet i min praksis
Kundalini Yoga er en af grundstenene i min yogapraksis og den tradition, som meget af min undervisning oprindeligt udspringer fra. Gennem årene har jeg bygget videre på dette fundament med terapeutiske og evidensbaserede yogaformer samt min viden om kroppen og nervesystemet.
Det særlige ved Kundalini Yoga er for mig, hvor mange lag vi arbejder med på én gang. Gennem bevægelse, åndedræt, meditation, mantra, lyd og dyb afspænding arbejder vi ikke kun med den fysiske krop, men også med vores opmærksomhed, følelser og nervesystem.
Åndedrættet spiller en helt central rolle. Når vi bevidst arbejder med åndedrættet i kombination med rolige eller rytmiske bevægelser og meditation, kan det påvirke vores stressrespons og autonome nervesystem og hjælpe kroppen fra uro og spænding mod mere ro og regulering.
For mig kan Kundalini Yoga derfor opleves som en meget dyb praksis. Nogle gange mærkes en øvelse blot som en bevægelse i kroppen – andre gange kan den skabe kontakt til spændinger, følelser eller kropslige reaktioner, vi måske ikke har været opmærksomme på før.
Jeg har en dyb respekt og ydmyghed over for Kundalini Yoga og den gamle yogiske tradition, som gennem generationer er blevet videregivet fra menneske til menneske. Der ligger en enorm erfaring og visdom i denne praksis, og jo mere jeg arbejder med den, jo større bliver min respekt for dens dybde.
For mig handler det derfor også om at forvalte og formidle denne viden med respekt – og samtidig lade den møde den viden, vi i dag har om kroppen, hjernen og nervesystemet.
The Aquarian Teacher – Kundalini Research Institute